Knap tre kvarter over middag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse, der affødte en meget hurtig reaktion fra både en uniformeret patrulje, indsatsleder og andre politifolk.

En ukendt mand havde blottet sig på en skole. Mindst én gang.

Selve blufærdighedskrænkelsen skulle have fundet sted på Frydenstrand Skole på Abildvej i Frederikshavn tirsdag formiddag.

Her blottede en mandsperson sig for mindst én elev, før han forsvandt fra skolens område i retning mod Engparken, lyder det i en pressemeddelelse, hvori man efterlyser vidner.

Signalementet af gerningsmanden er med politiets egne ord »sparsomt«. Ikke desto mindre beskrives personen som værende en mand mellem 30 og 40 år, høj og iført blå bukser og sorte sko.

Han skulle i øvrigt have båret en blå hue.

»Og alle, der måtte havde set denne person, opfordres til at henvende sig til politiet på telefon 114,« lyder det.

I kølvandet på den anmeldte blufærdighedskrænkelse har personalet fra politiets forebyggelsesafdeling indledt en dialog med skolens elever, ansatte og deres forældre.

Derudover efterforsker man det konkrete hændelsesforløb, lyder det fra politikommissær Karsten Højrup Kristensen.

»Vi skal have forløbet før, under og efter blufærdighedskrænkelsen fastlagt. Derfor er vi i øjeblikket i gang med at foretage afhøringer, forhyringer samt tilvejebringe andre mulige spor, der kan belyse sagen, for eksempel videoovervågning,« siger han i førnævnte pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi er på sagen, men det er klart, at sådan en hændelse skaber utryghed for de berørte – både elever, forældre og personale – så vi efterforsker grundigt for at finde frem til den mistænkte person i sagen.«