Udbyttet var 'i småtingsafdelingen', da politiet ransagede 31 adresser i hovedstadsområdet torsdag morgen.

Og det vækker tilfredshed hos Københavns Politi, der sammen med Vestegnens Politi stod bag den store aktion mod bandemiljøet.

»Jeg er faktisk tilfreds med, at vi ikke finder skydevåben og eksplosive stoffer i private hjem. Det er ikke så dårligt,« lyder det fra politiinspektør Torben Svarrer.

Den koordinerede ransagningsaktion blev gennemført tidlig torsdag morgen mod 31 adresser på Vestegnen og i København som led i den bandekrig, som de seneste måneder har raseret i hovedstadsområdet.

Men trods talrige eksplosioner, en række drabsforsøg og drab fandt politiet altså hverken skydevåben eller sprængstof under dagens aktion.

»Vi har fundet lidt knive, vi har fundet lidt slagvåben, og vi har fundet lidt penge,« forklarer Torben Svarrer

»Men det betyder ikke, at jeg tror, at der ikke findes skydevåben og eksplosive stoffer i miljøet, men det ligger i min optik bare gemt steder, hvor jeg tror, at den almindelige borger ikke kommer,« forklarer Torben Svarrer til B.T.

Og netop de eksplosive stoffer har politiet haft særligt fokus på, efter at hovedstadsområdet har været ramt af intet mindre end 13 eksplosioner siden februar.

Eksplosioner, der ifølge Torben Svarrer har en kobling til bandemiljøet og den konflikt, der lige nu udspiller sig mellem grupperingerne Brothas og NNV, der holder til i Københavns Nordvestkvarter.

»Men det er langtfra alle sprængninger, vi kan sige har noget med bandemiljøet at gøre.«

Ransagningen i hovedstadsområdet onsdag morgen skete sideløbende med, at politiet har indført visitationszoner flere steder i landet, og bare en uge efter, at en tilsvarende ransagning fandt sted på Fyn.

Her slog politiet til mod 18 forskellige adresser og beslaglagde i den forbindelse en stor mængde våben.

Politiets teori er, at de mange våben skulle leveres til bandemiljøet i København og formentlig være en del af den verserende konflikt mellem NNV og Brothas.

Hvad konflikten mellem de to grupperinger nærmere bunder i, vides ikke, men i den forgangne uge meddelte Rigspolitiet, at der er en bandekrig i gang,

»Vi har vurderet, at der er en bandekonflikt mellem de to bandegrupperinger, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad der har udløst konflikten. Det holder vi for os selv,« lød det fra Søren Have Enevoldsen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiet.

Han forklarede videre, at man har 'rullet den store pakke ud' i form af blandt andet visitationszoner flere steder.

Politiinspektør Torben Svarrer briefer pressen om morgenes ransagninger i det københavnske bandemiljø, på Københavns Politigård torsdag den 26. september 2019.
Politiinspektør Torben Svarrer briefer pressen om morgenes ransagninger i det københavnske bandemiljø, på Københavns Politigård torsdag den 26. september 2019. Philip Davali

Konflikten mellem Brothas, der udspringer af Mjølnerparken, og NNV er ikke helt ny.

Allerede for et år siden vurderede Nationalt Efterforskningscenter (NEC) i Rigspolitiet, at Brothas og NNV havde stået bag en række voldelige hændelser rettet mod hinanden.

I den forbindelse fortalte politiinspektør i Københavns Politi Torben Svarrer, at konflikten bundede i et internt opgør.

»Det er formentlig toneangivende medlemmer, der er trukket i hver sin retning og har fået nogle andre med. En del af gruppen er trukket ned omkring Hundige og Greve-området og har slået sig sammen med nogle der.«