Politiet kommer nu med en opsang efter en falsk bombetrussel i Esbjerg lørdag aften.

Klokken 20.11 lød alarmen om en bombetrussel på McDonald's i Gjesing ved Esbjerg.

Mellem osen af bøffer, der blev vendt og stegt, modtog fastfoodrestaurantens medarbejdere en bombetrussel over telefon, som betød, at samtlige gæster måtte hastes ud af bygningen.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

»De måtte tømme hele McDonald's for gæster. Alle blev jaget ud med det samme, de kunne ikke bare vente på, at bøffen blev færdig,« siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen.

Beredskabet var talstærkt til stede i op til fire timer, og politikredsen havde rekvireret specialstyrker langvejsfra.

»Vi lavede en større afspærring, hvor vi brugte meget personale, mens brandvæsen og ambulancer måtte holde klar, hvis der skulle ske noget,« forklarer vagtchefen.

Brændstofhunde var klar til at gennemsøge stedet, inden politiets efterforskning fandt frem til, at det hele var falsk alarm og grove drengestreger.

Foto: Localeyes
Vis mere

En 11-årig dreng var spøgefuglen bag opkaldet, men det er på ingen måder sjovt, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

»Tænk på, hvor skræmte folk bliver over sådan en trussel. Der kan stå et barn på syv år og få besked om, at der er en bombe i bygningen. Det er traumatisk, og det skal man ganske enkelt lade være med.«

Desværre var den falske bombetrussel ikke et særtilfælde.

»Det sker oftere, end hvad godt er. For vores vedkommende er det anden gang inden for kort tid,« forklarer Bjørn Pedersen.

Foto: Localeyes
Vis mere

Den 11-årige kan ikke blive straffet for gerningen, men McDonald's i Esbjerg kan vælge at søge om erstatningkrav for tabet den aften. Sker det, skal den 11-årige dreng punge ud.

»Det er formentlig ikke det fedeste at starte sit liv ud med. Man skal virkelig tænke konsekvenserne igennem, og hvilket apparat man sætter i gang,« siger vagtchefen.

Og ud over restaurantens tab på indtægt den aften, så koster det også skattekroner at sende alarmberedskabet ud på en så alvorlig trussel, der viser sig at være ingenting.

»Vi har talt med drengen, men hvad den videre konsekvens bliver, kan jeg ikke sige. De sociale myndigheder skal underrettes, og så må de vurdere, om der skal gøres mere.«