Onsdag eftermiddag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en et alvorligt overfald i Hobro begået af fire personer, der endnu er på fri fod. Nu håber politiet på hjælp fra borgerne.

En 20-årig mand blev svært tilredt, da han onsdag blev overfaldet af fire maskerede personer med slagvåben på Amerikavej i Hobro.

De fire gerningsmænd flygtede efterfølgende fra stedet i en sølvgrå personbil, og det er den, som politiet nu håber, at nogen har set.

Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

»Hvis nogen har set denne bil eller har observeret noget andet i området før eller efter overfaldet, så må man meget gerne kontakte os på 114. Ring hellere en gang for meget end en for lidt,« siger politikommissær Poul Fastergaard i en pressemeddelelse.

Siden anmeldelsen har politiet været massivt til stede i området, og umiddelbart efter overfaldet kunne BTs mand på stedet fortælle, at op mod seks politibiler, heriblandt indsatsleder og hundepatrulje, befandt sig i nærheden af det sted, hvor overfaldet skulle være sket.

Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

»Vi efterforsker på højtryk. Vi foretager både tekniske undersøgelser, forhøringer i området og afhøring af forurettede,« siger politikommissær Poul Fastergaard videre i pressemeddelelsen.

Tidligt torsdag morgen oplyser vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi, at man endnu ikke har fundet bilen - eller de fire personer.

»Vi leder fortsat efter dem,« fortæller han.

Den 20-årige mand, der var svært tilredt af overfaldet, er uden for livsfare.

Ved du noget om sagen, så kan du kontakte politiet på 114.