Den 38-årige Iben Salling Syrik, der i december blev fundet død i et sommerhus ved Give, blev dræbt.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Derfor efterlyser politiet nu igen vidner i sagen.

»Gennem hele efterforskningen har vi arbejdet ud fra, at hun er blevet dræbt og der er foretaget rigtig mange efterforskningsskridt af forskellig karakter i sagen. Der er skrevet over 1.800 rapporter og vi behandler fortsat sagen, som en drabssag,« siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Af hensyn til efterforskningen og en eventuel kommende straffesag ønsker politiet på nuværende tidspunkt at holde kortene tæt til kroppen, oplyser han.

38-årige Iben Salling Syrik blev 9. december fundet død i et sommerhus i sommerhusområdet Skovbrynet i Vesterlund, der ligger nær Thyregod i Midtjylland.

Hun blev fundet i et udendørs spabad.

Hendes lig blev efterfølgende obduceret, men retsmedicinerne kunne ikke umiddelbart forklare årsagen til hendes død.

Derfor blev sagen efterforsket som 'mistænkelig' og behandlet som en mulig drabssag.

Hendes familie udtalte i forbindelse med dødsfaldet til Vejle Amts Folkeblad, at de var overbevist om, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

Den mistanke bekræfter politiet nu.

Derfor ønsker politiet at høre fra eventuelle vidner, der kan kaste nyt lys over sagen.

»Sydøstjyllands Politi har tidligere fået mange henvendelser fra borgere om sagen, men vi vil gerne endnu engang bede borgerne om at overveje, om de måtte have oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen. Enten i forhold til sagen eller oplysninger om Iben Salling Syrik,« siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Iben Salling Syrik var fraskilt og boede i familiens fritidshus i Vesterlund ved Give sammen med sin 5 årige søn.

Hun arbejdede meget med heste, som hun blandt andet købte og solgte.

Hun ejede desuden en BMW med registreringsnummer CK 30844.

Har du oplysninger, som kan hjælpe politiet, så ring 114.