Midt- og Vestjyllands Politi har delt en video på Facebook med et særligt formål.

For i et forsøg på at få flere bilister til at have mere opmærksomhed, når de sætter sig bag rattet og bevæger sig ud på vejene, deler politiet nu en video af en betjent, der bliver påkørt.

'En af vores kollegaer blev sidste år påkørt. Han var ude til et færdselsuheld på motorvejen. Ét spor var farbart. Ud over det, du kan se på videoklippet, markerede to skiltevogne, en uniformeret patruljebil og en civil patruljebil uheldet,' lyder det i opslaget på Facebook fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Man kan ikke se hele uheldet på videoen, men politiet oplyser, at betjenten skulle bremse trafikken.

Det gik også godt for de to første biler, men den tredje bil var ikke opmærksom, og derfor blev de to forreste biler skubbet frem, og betjenten røg en tur på forruden.

'Vi fortæller dig ikke det her for at udskamme bilisten. Vi vil bare gerne gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er – det der med at køre bil, når du kører bil. I den her uge har vi – landet over – ekstra fokus på uopmærksomhed i trafikken og laver kontroller målrettet netop det,' skriver politiet.

Betjenten blev efterfølgende sygemeldt, men er nu tilbage i arbejde. Føreren i den bageste bil fik en bøde for ikke at have vist agtpågivenhed.

Mere end halvdelen af dødsulykker i trafikken sker på grund af manglende opmærksomhed og manglende orientering.