En bil mister kontrollen. Den ruller rundt på vejen.
Og en 57-årig mand bliver slynget ud. Kort efter er han død.
Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.
»Manden er passager i bilen, som forulykker og ruller rundt. Her bliver manden kastet ud af bilen,« siger vagtchef Kenneth Taanquist til mediet.
Der var i alt tre personer i bilen.
Politiet mistænker, at føreren var påvirket af spiritus, da han mistede herredømmet over bilen.
De nærmere omstændigheder omkring ulykken er fortsat uklare.
Ulykken fandt sted lørdag omkring klokken 21.56 på Østagervej i Davinde.
Fyns Politi opfordrer borgere, der har set bilen før ulykken, til at henvende sig på telefon 114.
De pårørende er underrettet.

