OPDATERING: I kraft af at den 15-årige pige er fundet, er hendes navn, billede og signalement fjernet fra artiklen.

Efter mere end to døgns forsvinden har Sydøstjyllands Politi fortsat en omfattende efterforskning i gang for at finde den 15-årige pige.

Torsdag formiddag deler politiet et nyt foto af teenagepigen.

Der er tale om et overvågningsfoto fra Netto på Bytorvet i Hedensted, hvor hun blev set tirsdag morgen klokken 08. Kort efter forlod hun butikken.

- X har nu været væk siden tirsdag morgen, og vi er bekymrede for hende, siger Christian Skyt, der er vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

- Derfor vil vi meget gerne høre fra alle, der kan have set hende eller har oplysninger om hendes færden eller opholdssted.

- Også oplysninger, som måske umiddelbart kan virke ubetydelige, kan være afgørende for den videre efterforskning. Vi hører meget gerne fra alle, der måtte have oplysninger i sagen på 1-1-4, lyder det videre.

Christian Skyt siger torsdag til Ritzau, at politiet ikke kan oplyse nærmere om baggrunden for pigens forsvinden. Han kan hverken be- eller afkræfte, om politiet har en hypotese om, at der er sket en forbrydelse.

Politiet, der har efterlyst pigen både i Danmark og internationalt, har fået en lang række henvendelser fra borgere, som der løbende bliver fulgt op på.

- Vi vil gerne sige tak til de mange borgere, virksomheder og medier, der allerede har hjulpet os ved at dele efterlysningen og kontakte os med oplysninger.

- Alle henvendelser bliver gennemgået, og de er en vigtig del af vores efterforskning for at finde pigen, siger Christian Skyt.

Politiet opfordrer fortsat borgere og virksomheder - særligt i Hedensted-området - til at gennemgå videoovervågning fra tirsdag morgen.

De opfordres til at kontakte politiet, hvis de har optagelser eller andre oplysninger, der kan være relevante.

Ligeledes vil politiet fortsat gerne have, at borgere i Hedensted-området kigger efter pigen i skure, udhuse og garager.

RITZAU