Lyt til artiklen

Nordjyllands Politi appellerer igen for hjælp til at finde den savnede Erik Fligor fra Aalborg.

56-årige Erik Fligor har været savnet siden mandag 5. september, hvor han sidst blev set, da han gik en tur på Mølleparkvej i byen.

Erik Fligors pårørende er meget bekymrede for ham, og politiet forsøger nu igen at række ud til offentligheden om hjælp med et nyt foto (ovenfor).

»Vi ser med stor alvor på sagen, og vores patruljer har, siden vi modtog anmeldelsen, ledt intenst efter ham, og efterforskningen forfølger forskellige mulige spor, blandt andet på baggrund af henvendelser fra offentligheden, men vores efterforskning i sagen har desværre endnu ikke givet os et gennembrud,« siger politikommissær Michael Karstenskov i en meddelelse.

Politiet har en klar opfordring til offentligheden:

»Ring til os med det samme på 114 – og gør det hellere en gang for meget end en for lidt. Det kan nemlig være lidt præcis din lille oplysning, som bidrager til sagens opklaring,« siger efterforskningslederen.

Politiet ved endnu ikke, hvor Erik Fligor gik hen efter sin tur på Mølleparkvej i Aalborg, og søger derfor nu bredt i håbet om at finde afgørende nyt.

»Vi opfordrer desuden borgerne til at kigge i baggårde, skure, udhuse med mere for at se, om den savnede skulle være der,« siger Michael Karstenskov desuden.

Erik Fligor beskrives som dansker, 180-185 centimeter høj, har mørkt/grålig kort hår, er slank af bygning og var, da han gik, iført blå cardigan, sweatshirt/trøje, sandfarvede shorts, som går ned til knæene, samt sorte tennissko.