Lyt til artiklen

Genkender du denne mand?

Så vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne tale med dig.

De har nemlig modtaget 13 anmeldelser, hvor en gerningsmand har ringet borgere op og lokket dem til at udlevere dankort og kode.

Svindelnumrene har primært rettet sig mod ældre borgere og er foregået i Sønderborg, Aabenraa og Esbjerg.

»Og vi har i denne sammenhæng mistanke om, at det er den samme gerningsmand, der står bag bedragerierne,« oplyser politiet.

I alle 13 tilfælde har gerningsmanden ringet til borgerne og påstået at være deres bank. Derefter har han fortalt dem, at deres konti var blevet hacket.

»I denne forbindelse lykkedes det gerningsmanden at overbevise borgerne om, at de skulle udlevere deres dankort og pinkode til en repræsentant fra pengeinstituttet, der ville møde op hos dem personligt. Efterfølgende ringede den kriminelle så på døren og fik dankort og kode udleveret.«

Den formodede gerningsmand taler dansk uden accent og bar Nike-sko med grøn stribe, oplyser politiet.

Ved du noget? Så kontakt politiet på 1-1-4.