Efter flere timers efterforskning kan Nordjyllands Politi nu dele flere detaljer om skudeepisoden i Nørresundby fredag – heriblandt flere detaljer om gerningsmanden. 

Der er tale om en 48-årig gerningsmand, mens den civile, der blev skudt og sidenhen er afgået ved døden, er en 62-årig mand. 

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

»Det er vores foreløbige vurdering, at der ikke var en relation mellem den afdøde 62-årige og gerningsmanden, men de nærmere omstændigheder kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt,« pointerer politiinspektør Claus Danø,

»Det er noget af det, som vores undersøgelser nu skal afklare,« tilføjer han. 

Politiinspektøren fremhæver, at man vurderer, at der er tale om en isoleret hændelse, ligesom det heller ikke er vurderingen, at der er tale om en banderelateret episode.

Det er dog endnu ikke muligt at sige noget om motivet på nuværende tidspunkt.

Politiet skriver, at de i den kommende tid har et omfattende efterforskningsarbejde foran sig, hvor de skal afdække, hvad der er sket før, under og efter.

Dette kommer ifølge politiinspektøren til at tage længere tid. 

Blandt andet er politiet i forbindelse med de afledte efterforskningsskridt fredag aften og nat til stede på en adresse beliggende i Dronningensgade i Nørresundby. 

Politiet er endvidere til stede på selve gerningsstedet, hvor der er røgudvikling, som vanskeliggør tilgængeligheden, hvorfor området fortsat er afspærret.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er underrettet og undersøger episoden nærmere.

Politiet vil være til stede i området de kommende dage, og de opfordrer borgere til at henvende sig til patruljerne ved behov. 

Hvis man har set og oplevet noget ubehageligt i forbindelse med skudepisoden, kan politiet også kontaktes på telefon 114. Vidner opfordres ligeledes til at ringe på 114.

Du kan få det fulde overblik over sagen ved at følge B.T.s liveblog HER