Det gik vildt for sig en aften ude foran en Netto i Næstved tilbage i maj. 

Her blev en 51-årig mand slået i baghovedet med en fyldt glasflaske, så han fik en flænge i hovedet, og en tilfældig pige, som stod ved siden af, blev ramt af glasskår.

Nu efterlyser politiet en person, der var indblandet i overfaldet omkring Netto på Toldbodgade i Næstved.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete efter en koncert i Næstved, og politikredsen mener, at manden kan være i hele landet.

Politiet efterforsker sagen som kvalificeret vold.

Gerningsmanden beskrives som en ung mand, cirka 15-25 år gammel og mellem 180 og 190 cm høj.

Han har blond hår, kortklippet i siderne og lidt længere på toppen. Han er lys i huden og dansk af udseende. 

Han havde derudover små tatoveringer på hænderne. Politiet skriver, at manden bliver kaldt Jamie af vidner.

Har man oplysninger i sagen, så bedes man kontakte politiet på 114.