Københavns Politi har endnu en gang bedt offentligheden om hjælp til at finde 27-årige Ibrahim, der har været væk siden fredag morgen.

Her blev han set omkring klokken 9 på Frederiksborgvej i Københavns Nordvest-kvarter.

Det skriver politikredsen på X.

»Vi er bekymrede for Ibrahims velbefindende og beder borgere, der har oplysninger i sagen, om at ringe til os på telefon 114.«

»Som en del af vores arbejde med at finde ud af, hvor Ibrahim kan være, foretog vi i lørdags en række undersøgelser på Frederiksborgvej, ligesom vi i løbet af weekenden og igen i dag vil være til stede med blandt andet hunde i og omkring området ved Utterslev Mose.«

Ibrahim er 183 centimeter høj og beskrives som værende høj og spinkel af bygning.

Han bruger briller og har også et fuldskæg.

Da han sidst blev set, var han iført en dynejakke fra mærket 'North Face', blå jeans og hvide Nike-sko.