Lillejuleaften blev en 80-årig kvinde fundet død ved Motelvej i Roskilde.

Nu har politiet identificeret kvinden som den 80-årige Lissi, der forsvandt fra sit hjem i august.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Da kvinden blev fundet, gennemførte politiet en kriminalteknisk undersøgelse på stedet.

Der er intet, der tyder på, at der er sket en forbrydelse.

Det er ikke muligt at fastslå, hvor længe kvinden har befundet sig i det grønne område, før hun blev fundet.

Politiet har ad flere omgange ledt efter den forsvundne kvinde sammen med flere frivillige og har desuden brugt hunde og droner.

I forbindelse med identifikationen takker politiet alle, der har hjulpet med eftersøgningen af Lissi.

De pårørende er underrettet om identifikationen.