Der udspillede sig fredag morgen et drama i Københavns Lufthavn.
For her fandt dansk politi en lille pige, der forinden formodentligt var blevet kidnappet fra en by i det sydlige Sverige.
Efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Simonsen, bekræfter til B.T., at en anholdelse har fundet sted.
»Jeg kan bekræfte, at vi fredag klokken 07.30 har anholdt to personer på baggrund af svenskernes anmodning,« siger efterforskningslederen.
Nærmere i detaljer kan han dog ikke komme.
»Derudover har jeg ingen kommentarer, da det er en svensk sag. Jeg kender ikke sagen i detaljer.«
Det svenske medie Aftonbladet har beskrevet, at mindst den ene af de to anholdte er en nær slægtning til pigen.
Den del vil Københavns Politi heller ikke kommentere.
Ifølge mediet brød nogle bevæbnede personer ind i et hjem i det sydlige Sverige klokken 03 natten til fredag. Her bortførte de angiveligt pigen.
Hun blev senere fundet i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor to personer blev anholdt og sendt tilbage til Sverige.
Svensk politi har til Aftonbladet været meget sparsomme med detaljer i sagen.
