Politiet bekræfter: 22-årige Jonas forsvundet efter bytur i København


Opdateret 15. marts: Københavns Politi bekræfter tirsdag eftermiddag, at en livløs person fundet på Østerbro er identisk med den savnede Jonas. B.T. har derfor fjernet hans efternavn og billede fra denne artikel.
22-årige Jonas er ikke blevet set siden natten til søndag, hvor han var på vej hjem fra en bytur i København.
Derfor efterlyser hans venner og familie ham nu i et opslag på Facebook.
B.T. har været i kontakt med Jonas' far, der bekræfter, at hans søn er forsvundet og giver samtidig B.T. tilladelse til at efterlyse ham med billede.
B.T. har talt med Københavns Politi, der bekræfter, at de har fået en anmeldelse om Jonas' forsvinden.
»Vi sender snart en efterlysning ud af ham med billede og signalement,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.
Han fortæller, at politiet er i gang med at kortlægge den unge mands færden.
Sidste gang, Jonas' gav lyd fra sig, var gennem en telefonsamtale søndag morgen klokken 06.15, skriver de pårørende i Facebook-opslaget.
På det tidspunkt befandt den 22-årige sig i metroen på vej mod Skjolds Plads, hvor han steg ud ved Kongens Nytorv.
De pårørende ved ikke, hvorvidt han gik op fra metroen eller skiftede tog.
Jonas' var iført sort frakke, lyse jeans og hvide sko. Under jakken var han iført en hvid striktrøje.
Han er 185 centimeter høj, normal af kropsbygning og med lysebrunt hår.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Københavns Politi på 114.
Jonas' er desværre ikke den eneste unge mand, der er forsvundet efter en bytur denne weekend.
Natten til lørdag forsvandt en 16-årig ung mand efter en bytur i Helsingør, hvor han sidst blev set forlade Club Retro klokken 03.30. Mandag eftermiddag har Nordsjællands Politi fundet en død mand i vandet i Helsingør Nordhavn. Det er deres klare formodning, at der er tale om den 16-årige unge mand.