Det var i strid med reglerne, at en lille gruppe dyreaktivister søndag blev bortvist fra et stutteri Viegård nord for Viborg.

Det fastslår Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de også beklager forløbet.

Den seneste tid har der været en del virak omkring det midtjyske stutteri, som blandt andet har været anklaget for vanrøgt og dyremishandling. 

I slutningen af august vakte det også både opsigt og forfærdelse, da myndighederne fandt omkring 50 nedgravede hestelig på stutteriets område.

Derfor har der flere gange været demonstrationer foran stutteriet.

Således også søndag eftermiddag, hvor otte personer i fem biler kørte rundt på en offentlig vej i området omkring stutteriet. 

Ejeren meldte sagen til politiet med den begrundelse, at deres tilstedeværelse stressede hestene. 

Det hele endte med, at de otte blev bortvist. 

Midt- og Vestjyllands Politi har nu undersøgt sagen nærmere og har fundet frem til, at det var en fejl at sende de pågældende hjem.

»Vi mener nu, at borgerne er blevet bortvist fra området efter en forkert bestemmelse, og det kan og vil vi selvfølgelig ikke bare lade stå,« siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Umiddelbart efter hændelsen forklarede politiet, at borgerne var blevet bortvist, fordi deres tilstedeværelse stressede dyrene. De otte fik også besked på, at de skulle holde sig væk i 24 timer. 

Dagen derpå har det imidlertid vist sig, at politiet ikke have loven på sin side.


»Vi er nu i færd med at tage kontakt til de otte borgere med besked om, at bortvisningen ikke var berettiget, og at vi selvfølgelig beklager forløbet.«

Han forklarer, at politiet undersøger episoden mere tilbundsgående for at undgå noget lignende en anden gang. 

»Vi har i øjeblikket en opgave i at sørge for, at der ikke opstår farlige situationer på vejene og omkring stutteriet. Men det er klart, at politiet skal have hjemmel i lovgivningen, til de ting vi gør«, siger chefpolitiinspektøren.