Der er stadig ikke kommet ro på efter tirsdag aftens voldelige hændelse på psykiatrisk afdeling i Slagelse.

Historien er nu nået til Sverige, hvor de er blevet bedt om at være ekstra opmærksomme.

Onsdag foretog politiet to anholdelser, der har tilknytning til befrielsesaktionen.

De melder dog også samtidig, at den befriede mand ved navn Hemin Dilshad Saleh stadig er på fri fod.

Det svenske medie Aftonbladet skriver, at det danske politi har kontaktet det svenske politi, fordi man frygter, at han forsøger at flygte ud af landet, og her kunne Sverige være en mulighed.

»Det danske politi har kontaktet det svenske politi, fordi en person er sluppet fri fra en institution i Danmark. Grænsealarm og europæisk anholdelsesordre er blevet givet af det danske politi.«

»For det svenske politi kan det for eksempel betyde, at der er øget opmærksomhed ved grænseposterne,« siger Joanna Ljunggren hos det svenske politis nationale operative afdeling.

Hun ønsker ikke yderligere at udtale sig på den igangværende sag til det svenske medie udover, at politiet har et tæt europæisk samarbejde.

Det danske politi har endnu ikke offentliggjort, hvilke personer der onsdag er blevet anholdt, og hvilken rolle de har i forbindelse med sagen.

»Anholdelserne forløb udramatisk, og i løbet af aftenen vil de to mænd blive afhørt nærmere om deres rolle i befrielsesaktionen,« siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Hemin Dilshad Saleh anses som at have en ledende rolle hos banden NNV.

Politiet har bekræftet, at det var en væbnet befrielsesaktion, der foregik på den psykiatriske afdeling i Slagelse.