To mænd – der er tiltalt for blandt andet manddrab og drabsforsøg – har i flere måneder været efterlyst internationalt.

Nu beder Østjyllands Politi om hjælp til at finde dem, før retssagen går i gang.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

De to mænd er sammen med to andre mænd blevet tiltalt for både manddrab, drabsforsøg, grov vold og trusler i forbindelse med et opgør i bandemiljøet, der kulminerede på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i juli sidste år.

Foreløbigt er det dog kun to af de i alt fire, der sidder varetægtsfængslet. De to andre, som politiet endnu leder efter, har i flere måneder været efterlyst internationalt.

Der er tale om 25-årige Ibrahim Omar og 25-årige Abdallah Ahmad Taha.

Førstnævnte beskrives som værende 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Sidstnævnte beskrives som 190 centimeter høj og almindelig af bygning.

Hele sagen havde sin begyndelse på en parkeringsplads i Brabrand den 23. juli.

Her ses de to efterlyste mænd.
Her ses de to efterlyste mænd. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Den nat fik politiet klokken 03.48 en anmeldelse om, at flere personer var blevet stukket med kniv. Da politiet ankom til stedet, fandt man en 42-årig mand, der var ramt af et knivstik i låret.

Den 42-årige blev kort efter erklæret død.

To andre personer var også blevet ramt af knivstik: En 23-årig mand havde fået adskillige knivstik flere steder på kroppen, og en 28-årig mand var blevet stukket flere gange i benene.

Også en 25-årig mand var blevet udsat for flere slag og spark på kroppen.

»De fire mænd er tiltalt for manddrab på den 42-årige mand, forsøg på manddrab på den 23-årige mand samt to tilfælde af grov vold mod den 25-årige og 28-årige mand. De er desuden tiltalt for at have truet alle fire forurettede med en pistol,« siger specialanklager Jesper Rubow i pressemeddelelsen fra politiet.

Under politiets efterforskning er det kommet frem, at den dræbte mand og de fire tiltalte har relation til hver sin rocker-/bandegruppering, og motivet til overfaldet skal derfor ifølge politiet formentlig findes i en form for uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel.

De to andre mænd, der sidder anholdt i sagen, er henholdsvis 22 og 26 år.

Hvis du ved noget om, hvor de to efterlyste mænd opholder sig, bedes du ringe til politiet på telefonnummer 114.