Fem kvinder har anmeldt en voldtægt eller et voldtægtsforsøg under lørdagens karneval i Aalborg, og politiet arbejder nu på højtryk for at opklare sagerne.

Tre af kvinderne har anmeldt en fuldbyrdet voldtægt, mens de to sidste anmeldelser omhandler voldtægtsforsøg.

Politiet mangler fortsat at identificere gerningsmændene i tre af sagerne, fortæller politiinspektør ved Nordjyllands Politi Michael Kjeldgaard.

»Der er blandt andet et forhold, der er foregået på Vesterbro i en baggård ved nummer 15, der fandt sted lørdag klokken 15.20. Her trak en mørklødet mand med mørkt hår og mørke øjne en 34-årig kvinde ind i et udhus, der ligger i baggården, hvor han udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt,« siger han.

Politiet leder efter vidner, der kan have set gerningsmanden. Derudover er politiet på jagt efter den gerningsmand, der klokken 15.30 om lørdagen forsøgte at voldtage en kvinde i 20erne på en parkeringsplads ved Skt. Jørgens Gade.

»En ukendt gerningsmand formår at få en kvinde til at gå med op på parkeringspladsen, og her overfalder han hende mellem to biler. Men på et tidspunkt kommer der nogle andre personer, der forstyrrer gerningsmanden, og han tager flugten. Vi har intet signalement på ham og efterlyser vidner, der kan have set noget,« siger Michael Kjeldgaard.

I den tredje af sagerne hører politiet også meget gerne fra eventuelle vidner. Klokken 01.55 natten til søndag har en kvinde i 20erne anmeldt en fuldbyrdet voldtægt på et grønt areal ved Restaurant Mortens Kro i Aalborg. Heller ikke her har politiet et signalement, og den forurettede kvinde har haft svært ved at forklare hændelsesforløbet.

»Men vi håber, at der er nogen, der har observeret noget mistænkeligt omkring det tidspunkt,« siger vicepolitiinspektøren.

Politiet har til gengæld sigtet en 20-årig mand for at have voldtaget en ung kvinde midt i 20erne på et toilet ved Fitness World i Kennedy Arkaden lørdag aften omkring klokken 22.

»Han nægter voldtægten, men erkender det hændelsesforløb, som kvinden har forklaret politiet. Han mener ikke, det er foregået ved vold, men ved gensidighed,« siger Michael Kjeldgaard.

Den 20-årige meldte sig selv søndag aften.

Den sidste sag handler om et voldtægtsforsøg i en lejlighed klokken 22 lørdag aften. Her ved den forurettede kvinde, der også er i 20erne, hvem der står bag overfaldet, men politiet har endnu ikke fundet ham.

»Vi håber på at finde ham snart og på at høre fra vidner i de tre andre sager. Vi er i gang med efterforskningen. Vi har sikret forskellige spor, kvinderne er blevet undersøgt, vi har afhørt vidner, og vi er i gang med at kigge på videoovervågning,« siger Michael Kjeldgaard.

Eventuelle vidner kan kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.