Østjyllands Politi beder, med foto, om offentlighedens hjælp til at identificere en mand, der er mistænkt i en sag om kvalificeret vold.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den mistænkte efterlyses i en sag om kvalificeret vold begået i Fiskergade i Aarhus C den 7. september 2025.

Her kom en dengang 22-årig mand i klammeri med tre personer på en beværtning. Dørmændene fik skilt parterne ad, og den 22-årige gik fra stedet, men de tre personer fulgte efter ham og tildelte ham flere knivstik i låret samt slag i ansigtet med en flaske eller et glas.

Politiet har sigtet to personer for kvalificeret vold, men mangler at identificere den tredje gerningsmand.

Den mistænkte beskrives som: cirka 20-30 år, mørk eller meget mørk i huden, 165-175 centimeter høj, spinkel af bygning, har sort hår opsat i en knold. Han var iført sort jakke, lyse jeans og lyse sko.

Ved man, hvem manden er, bedes man kontakte Østjyllands Politi på 114.