I kølvandet på en større efterforskning beder Københavns Politi nu om hjælp til at finde en mand, der er mistænkt for blufærdighedskrænkelse af en 15-årig pige.

Derudover er han også mistænkt for forsøg på tyveri.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse fredag.

Det hele fandt sted den 14. november sidste år sent om aftenen mellem klokken 23.15 og 23.37.

Foto: Københavns Politi
Vis mere

I det tidsrum sad den 15-årige pige sammen med en veninde i metrotoget M3 fra Enghave Plads på Vesterbro i København i retning mod Københavns Hovedbanegård.

I metrotoget antastede og forulempede gerningsmanden den 15-årige pige.

»De to piger gik væk fra gerningsmanden og satte sig ned i den anden ende af toget. Gerningsmanden fulgte dog efter, kiggede på pigerne og henvendte sig til dem på gebrokkent dansk,« oplyser Københavns Politi.

Ved ankomst til Hovedbanegården greb gerningsmanden ifølge politiet fat i pigens taske og forsøgte at hive den ud af hånden på hende.

Det lykkedes dog ikke. Gerningsmanden forlod efterfølgende toget og gik op af rulletrapperne til Hovedbanegården, mens pigerne fortsatte med toget.

»Det har været en ubehagelig oplevelse for de to piger, og derfor vil vi selvfølgelig gerne have fat i gerningsmanden. Vi håber derfor, at der er nogen, der kan genkende manden på billederne, og hvis det er tilfældet, må de meget gerne kontakte politiet,« siger politikommissær Jesper Lotz.

Den mistænkte gerningsmand beskrives som værende en mand med afrikansk udseende.

Han beskrives videre som værende mellem 20 og 25 år, mellem 175 og 185 centimeter høj og slank af bygning.

Han var den aften iført mørkeblå jakke, sort kasket med en hvid stribe bag på, mørke bukser og sorte sko. Han medbragte en sort Nike-taske og en flaske med gulligt indhold.

Kan du genkende manden, eller har du oplysninger om sagen, kan du kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.