OPDATERET KLOKKEN 07:30: Den 53-årige kvinde er blevet fundet i god behold, oplyser politiet.

TIDLIGERE VERSION: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi leder i øjeblikket efter en 53-årig kvinde, der siden onsdag eftermiddag har været forsvundet fra sit hjem.

Kvinden er sidst set onsdag eftermiddag, hvor hun forlod sit hjem i den sydsjællandske by Jungshoved.

»Hun er gået fra hjemmet efter nogle uoverensstemmelser,« forklarer vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Kvinden har en mindre hjerneskade, og hun har været væk længe. Derfor har vi sat en eftersøgning i gang,« tilføjer han.

Politihunde var blandt andre ude for at lede efter den 53-årige kvinde onsdag, mens en helikopter tidligt torsdag morgen er blevet sendt i luften for at holde udkig efter hende.

»Vi har desværre ikke nogen spor at gå efter, så vi opfordrer folk til at ringe til os, hvis de skulle få øje på hende. Folk må også gerne kigge i deres udhuse, skure og lignende, for hun kan være søgt ind de steder for at få varmen. Det kan vi i hvert fald håbe på,« lyder det fra vagtchefen.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du ringe til politiet på telefonnummer 114.