Nordjyllands Politi beder om hjælp til at finde frem til en mand, der er mistænkt for at have begået et voldsomt overfald nytårsnat.

Manden overfaldt en kvinde den 1. januar klokken 01.30 på Nytorv i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var tilsyneladende 'en kort meningsudveksling', der udviklede sig til vold.

Kvinden i sagen blev blandt andet skubbet omkuld og efterfølgende tildelt flere slag i ansigtet af den mand, som politiet nu efterlyser:

»Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet,« fortæller politikommissær Kenneth Rodam og fortsætter:

»Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt.«

For at finde frem til manden har politiet nu valgt at offentliggøre videoklippet (som du kan se øverst i artiklen, red.) med manden, der ses forlade stedet efter hændelsen.

Manden beskrives som mellem 25 og 30 år, 180-185 centimeter høj og af kraftig kropsbygning.

Han har lys hud og mørkt hår, og han er dansk af udseende.

Han var iført sorte jeans, kondisko med hvide såler, en sort jakke og en sort opknappet skjorte samt en sort bowlerhat.

Hvis du ved, hvem manden er, eller har du andre oplysninger af relevans for sagen, beder Nordjyllands Politi om, at du ringer på 114.