Politiet beder nu om hjælp til at finde frem til en mand, der mistænkes for at have overfaldet en anden mand i Randers.

I den forbindelse har Østjyllands Politi offentliggjort et billede af den mistænkte gerningsmand.

Overfaldet fandt sted lørdag den 27. juli ved 5.30-tiden i Trangstæde ved Rutebilstationen i Randers, da en 30-årig mand var på vej hen mod taxiholdepladserne.

På sin vej mødte han en ukendt mand, som ifølge politiet virkede voldelig og truende.

Kan du genkende denne mand? Politiet efterlyser ham i forbindelse med en voldssag.
Kan du genkende denne mand? Politiet efterlyser ham i forbindelse med en voldssag. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

'Manden råbte højt og hoppede rundt mellem bilerne, der holdt på parkeringspladsen. Den 30-årige forsøgte flere gange at tale manden til ro, men da det ikke havde nogen effekt, gik den 30-årige fra stedet i retning mod taxiholdepladserne,' oplyser politikredsen i en pressemeddelelse:

'På vej væk blev han pludselig slået ned bagfra med et knytnæveslag i hovedet,' tilføjes det.

En taxichauffør på stedet lagde sig derefter imellem gerningsmanden og den 30-årige.

Efterfølgende forlod gerningsmanden stedet i retning mod Randers Bro.

Et andet vidne havde filmet manden med sin mobiltelefon, og det billede, som politiet nu har offentliggjort, stammer fra den optagelse.

Den eftersøgte mand beskrives som værende dansk af udseende, mellem 20 og 30 år, omkring 175-180 centimeter høj og spinkel af bygning.

Han havde sort, kort hår, og han var iført en orange sweatshirt og cowboybukser.

Hvis du ved, hvem personen på billedet er, så beder Østjyllands Politi om, at du ringer på nummer 114.