En mand, der mistænkes for at stå bag flere tyverier og indbrud, efterlyses nu med billede af politiet.

Manden mistænkes blandt andet for den 2. november at have stjålet et dankort under et indbrud i Vodskov.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.

Senere samme dag blev dankortet misbrugt til at hæve 2.000 kroner i en pengeautomat.

Politiet oplyser, at man endnu ikke er fuldkommen sikker på mandens identitet, men man har en 'kraftig formodning om', hvem han er.

»Vi mener at have genkendt gerningsmanden på overvågningsvideoen fra banken. Der er tale om en rumænsk mand uden fast bopæl i Danmark, og vi mener, han står bag flere lignende tyverier,« fortæller efterforskningsleder Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi.

»Derfor håber vi på, at offentligheden kan hjælpe os med at finde manden,« tilføjer han.

Hvis du har set manden - eller har en idé om, hvor han opholder sig - bedes du kontakte politiet på telefonnummer 114.