OPDATERET KLOKKEN 10:53: Fyns Politi oplyser, at den efterlyste mand er fundet død i vandet ved Havnegade i Odense. 'Der er intet mistænkeligt ved dødsfaldet', lyder det. Familien er underrettet.

TIDLIGERE VERSION: Fyns Politi leder i øjeblikket efter en 73-årige mand, der ikke er set, siden han forlod sit hjem mandag eftermiddag.

Den ældre mand kørte fra sin bopæl i Brændekilde mandag omkring klokken 13:30 på sin hvide el-cykel, oplyser politiet i en pressemeddelelse natten til tirsdag.

'Familien er bekymrede og frygter, at der kan være sket en ulykke', lyder det.

Manden er ifølge politiet meget dårligt gående, og han bruger derfor el-cyklen til at komme omkring.

Han beskrives som 176 centimeter høj, og han vejer mellem 90 og 100 kilo. Han var formentlig iført en Stetson-hat med læderbånd, knælange shorts, sandaler, skjorte og muligvis en bordeaux jakke, da han forsvandt.

På hans el-cykel er der to sorte saddeltasker - én på hver side.