Politiet i det syd- og sønderjyske beder offentligheden om hjælp til at finde en mulig gerningsmand bag et knivstikkeri i Esbjerg.

Der er tale om 24-årige Sharmarke Omar Ali, som er navnet på rap-stjerneskuddet Jamaika.

Han er mistænkt for at have begået et knivstikkeri på Havnegade i Esbjerg 6. oktober.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Sharmarke Omar Ali.
Sharmarke Omar Ali.
Vis mere

'Politiet mistænker Sharmarke Omar Ali for at have begået knivstikkeriet, hvor en 23-årig mand blev lettere kvæstet. Hændelsen fandt sted, efter at der var opstået en uoverensstemmelse mellem de to personer,' skrives det.

Politiet ønsker konkret at få hjælp til at finde frem til, hvor Sharmarke Omar Ali befinder sig.

Men man skal dog ikke selv tage kontakt til den efterlyste, hvis man ser ham. Det skyldes, at politiet anser ham som værende farlig, skrives det.

Hvis man kender den efterlyses opholdssted, så kan man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.

Sharmarke Omar Ali - bedre kendt som Jamaika - er vokset op i Vejle.

Han har haft flere sange i rotation på P3, og så har han også tidligere fortalt om en ungdom fyldt med problemer.

Han har brugt ni af sine 23 år på jorden i ungdomsinstitutioner eller fængsel.

I et stort interview med DR sidste år fortalte rapperen om sin ungdom, hvor fængsel fyldte meget sammen med gangster-mentaliteten, som han oplevede under sin opvækst i Finlandsparken i Vejle.

Rapperen Jamaika på Countdown scenen under Roskilde 2016.
Rapperen Jamaika på Countdown scenen under Roskilde 2016. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Blandt andet var det de lette penge, man kunne tjene som kriminel, der lokkede ham. Ikke mindst fordi hans familie aldrig har haft meget.

»Den største trussel er ikke politiet eller de andre på gaden, den største trussel kommer fra din egen grådige tankegang. Mennesker har altid en trang til det, de ikke kan få,« forklarede Sharmarke Omar Ali, der har optrådt på Roskilde Festival i 2016.

Og han satte lidt flere ord på det i et interview med Information tidligere på året. Dog uden at blive rigtig konkret.

»Prøv at hør. Jeg har lavet noget lort før i tiden. Det kan jeg ikke løbe fra, og det prøver jeg heller ikke. Men jeg er ikke noget offer for noget, og mit liv har jeg selv valgt. Men det er klart, at jeg har haft visse udfordringer i mit liv, som har været med til at skubbe mig i en retning.«

Rapperen er signet hos verdens største pladeselskab, Universal Music, og her ser man på sagen med forfærdelse, siger Universals danske direktør, Casper Bengtson, i en mail til B.T.

»Det er forfærdeligt trist for alle involverede i sagen. Vi vil forholde os til situationen, når vi ved, hvad der er op og ned i sagen, og når der falder en eventuel dom«, siger han.