Politiet i Syd- og Sønderjylland beder søndag aften offentligheden om hjælp.

De ønsker assistance til at finde en bil i forbindelse med en påkørsel i Haderslev, hvor en 51-årig mand afgik ved døden.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Påkørslen fandt sted ikke længe inden midnat natten til lørdag på Laurids Skaus Gade ved nummer 16.

Her kom bilen kørende fra Aastrupvej til Laurids Skaus Gade, inden den drejede til højre ad Bredgade, oplyses det i pressemeddelelsen.

Bilen befandt sig altså på strækningen, hvor dødsulykken fandt sted, på nogenlunde det tidspunkt, ulykken fandt sted.

Og derfor ønsker politiet at finde frem til bilen og bilens ejer.

Bilen, som politiet efterlyser, beskrives på følgende måde:

  • En mørk fem-dørs personbil 
  • Grå fælge
  • Muligvis en Peugeot 308 fra omkring 2017

Den efterlyste bil fra Haderslev.
Den efterlyste bil fra Haderslev. Foto: Politi
Vis mere

Det er ikke kun den specifikke bil, politiet efterlyser viden om.

De efterlyser også bilister, der kan have været i området ved Laurids Skaus Gade omkring midnat, som har et dash-cam. 

Er det tilfældet, må man gerne kigge nærmere på optagelserne. Politiet håber på, at de kan have fanget elementer, der kan gøre dem klogere på påkørslen.

Har man oplysninger om sagen, så vil politiet meget gerne høre nærmere.

Det kan ske på 114.

B.T. har været mandag morgen været i kontakt med vagthavende hos politiet i Syd- og Sønderjylland.

Man har endnu ikke fået nogle henvendelser på efterlysningen af bilen.