Fredag aften forsøgte to mænd at begå røveri mod spillekiosken Pitten på Farum Hovedgade.

Kioskejeren nægtede at udlevere penge fra kassen, og det fik de to gerningsmænd til at begå et så voldsomt overfald på ham, at politiet kalder det 'særlig farligt'.

»Forurettede bliver slået i ansigtet og på næsen med et pistolskæfte og sparket,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jakob Tofte.

»De to mænd affyrede også to skud,« fortsætter han og tilføjer, at efterforskningen peger i retning af, at det var løse skud, de affyrede.

Overfaldet fandt sted fredag aften og blev anmeldt klokken 22.51. Da politiet få minutter senere var fremme, var de to gerningsmænd stukket af.

Nu beder politiet offentligheden om hjælp til at finde gerningsmændene, men advarer samtidig om, at de kan være farlige.

Politiet har udsendt et signalement på de to gerningsmænd - som du kan se herunder - men opfordrer folk til ikke at tage kontakt til dem.

»Hvis du ser dem, skal du kontakte politiet, for vi ved ikke, hvordan de vil reagere, hvis man som borger tager kontakt til dem,« siger Jakob Tofte.

Politiet ser med stor alvor på sagen på grund af det voldsomme overfald på kioskejeren, som har givet følgende signalement af gerningsmændene:

Gerningsmand A:

  • dansktalende og dansk af udseende

  • 18 til 25 år gammel

  • 180-190 centimeter høj

  • kraftig af bygning og lys i huden

  • iført en mærk hættetrøje, mørke bukser, elefanthue og mørke handsker. Han havde desuden sorte Nike-sko på med hvid sål og et Nike-mærke på siden

Gerningsmand B:

  • afrikansk af udseende

  • 18 til 25 år gammel

  • 180 til 190 centimeter høj

  • almindelig af bygning

  • mørk i huden

  • iført mørk hættetrøje, mørke bukser og sorte kondisko med hvid bund

Nordsjællands Politi vil meget gerne i kontakt med borgere, der har set de to mænd i området omkring Farum Hovedgade omkring fredag aften klokken 22.51 eller har andre oplysninger, der kan bringe politiet på sporet af gerningsmændene.

Jakob Tofte opfordrer også de to gerningsmænd til at melde sig selv.

Hvis du har oplysninger i sagen, skal du kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.