Østjyllands Politi beder endnu en gang om offentlighedens hjælp til at finde 47-årige Pavia Hamann.

Han har stadig ikke givet livstegn fra sig, siden han gik fra Randers Regionshospital natten til søndag 10. februar omkring kl. 01.00.

Politiets efterforskning har afdækket, at han enten gik mod Auning eller Mørke.

Myndighederne håber derfor særligt at høre fra borgere, der kan have set Pavia Hamann natten til søndag i tidsrummet mellem kl. 03.00 og kl. 06.00 på landevejen (Grenåvej) mellem Assentoft og Auning eller på landevejen.

Foto: PaviaHamann
Vis mere

Pavia Hamann har senest givet lyd fra sig i en telefonsamtale med sin far kl. 04.30 søndag morgen, hvor han oplyste, at han befandt sig på en mark - formentlig ved Virringmark vest for Fausing i Randers SØ.

Politiet ledte søndag eftermiddag og aften efter ham med både hunde og helikopter, men altså foreløbigt uden resultat.

Eftersøgningen er genoptaget mandag morgen, hvor der igen er sendt hundepatruljer ud i området omkring Fausing, og der også er indhentet en helikopter til at hjælpe med eftersøgningen.

Pavia Henrik Anton Hamann beskrives som:

- 47 år gammel
- Grønlandsk afstamning
- Almindelig af bygning
- Karseklippet sort/gråt hår
- Er iført en lysegrå strikket bluse, blå jeans og gule ankelskindstøvler

Østjyllands Politi opfordrer borgerne til at kigge efter Pavia Hamann - særligt i området omkring Fausing og Gl. Estrup.

Har du oplysninger i sagen, eller har du set Pavia Hamann, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.