'Blondmask' var det navn, han gik under på den krypterede chattjeneste, som han brugte til at koordinere sin omfattende narkoforretning.

Det er i hvert fald, hvad anklagemyndigheden mener at kunne bevise i en sag, hvor en toneangivende bandefigur fra Nørrebro er tiltalt.

B.T. har fået aktindsigt i anklageskriftet, hvori den 44-årige sammen med et 48-årigt familiemedlem er tiltalt for at have taget del i internationalt organiseret – og meget omfattende – narkokriminalitet.

Sagen drejer sig om ikke under 27 kilo kokain og beløb svarende til over 8.3 millioner danske kroner.

Stoffer og penge, der over to forårsmåneder i 2020 skiftede hænder på kryds og tværs. I Danmark og på tværs af landegrænser.

I anklageskriftet er det beskrevet, hvordan de to mænd over to gange i april og maj 2020 fik smuglet kokain over den danske grænse, hvorefter de store mængder narko blev overdraget til både kendte og ukendte medgerningsmænd.

Købet af stofferne blev aftalt over krypterede Encrochat-telefoner, hvor den 44-årige under brugernavnet 'Blondmask' indgik aftaler med en endnu ukendt person, der gik under aliasset 'Shrubisland'.

Den 48-årige havde ifølge politiet rollen som pengemand. Og en af hans arbejdsopgaver var angiveligt at betale en ukendt leverandør i Holland.

Syv gange blev der overført beløb på mellem 50.000 og 200.000 euro til den hollandske forretningspartner, lyder det i anklageskriftet.

Sagen mod de to familiemedlemmer er en del af politiets 'Operation Hugin'. En massiv efterforskning, der har optrevlet et københavnsk narkonetværk.

Sagen trækker tråde til flere københavnske bandegrupperinger.

Den formodede hovedmand i kokainringen – Satudarah-rockeren Waqas Khurram Iqbal – blev sidste år idømt 15 års fængsel efter at have tilstået sin rolle.

Samme straf fik hans håndlanger, Andreas Munch, mens den ligeledes involverede Alec Brøgger Fejerskov blev idømt otte års fængsel.

Trioen bliver nævnt i tiltalen mod den 44-årige og den 48-årige, hvori det bliver beskrevet, hvordan de hårde stoffer – og betalingen for dem – bevægede sig mellem de involverede.

At sagen er kompleks, blev kun understreget, da de to nu tiltalte sidste år i november blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret.

Her var kun det ældste af de to familiemedlemmer til stede. Det yngste sad dengang i Spanien, hvor myndighederne hjulpet deres danske kollegaer med at få ham anholdt.

Selvom selve grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre – blandt andet med henvisning til sagens omfang og mange mistænkte – nåede anklageren ifølge Ekstra Bladet at berette, at sagskomplekset allerede fyldte 21.000 sider.

Sider, der altså skal bruges til at bevise de to mænds skyld. Selv gjorde de dengang det klart, at de nægter sig skyldige.

Ikke desto mindre besluttede en dommer at varetægtsfængsle dem begge – den 44-årige in absentia, fordi han ikke var fysisk til stede.

Halvanden måned senere landede den 44-årige på dansk jord, hvor politiet stod klar til at tage imod ham.

Siden har begge været bag tremmer.