Politiet er tirsdag til stede i Fredericia og Vamdrup og "en række andre byer", hvor flere personer er blevet anholdt og sigtet for at stå bag eller drive skunkvæksthuse.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en kortfattet meddelelse på tjenesten Politi Update.

Det fremgår ikke, hvor mange personer der er blevet anholdt, eller hvilke andre byer der er sket anholdelse i.

Politiet skriver dog, at alle anholdte er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, der omhandler alvorlig narkokriminalitet.

- Vi forventer, at flere af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag, lyder det i meddelelsen.

RITZAU