Københavns Politi har i øjeblikket afspærret trappen, der fører op til Christiansborgs hovedindgang.
Det oplyser politikredsen til B.T.
»Vi har en demo dernede, hvor demonstranterne ikke kan finde ud af, hvordan de skal opføre sig,« siger vagtchef Henrik Svejstrup.
Han tilføjer, at demonstranter har sat sig på trappen til indgangen, hvorfor man har set sig nødsaget til at afspærre den.
»Det er en demo, hvor de går rundt om Christiansborg, men der er nogenlunde ro på dernede nu igen,« siger han.
Ifølge Henrik Svejstrup demonstreres der mod epidemiloven.
B.T.s mand på stedet fortæller, at demonstranterne står med grydeskeer og slår på potter og pander.
»Og på deres skilte står der 'Nej til tvangsvaccine',« siger B.T.s journalist Jacob Friberg og tilføjer:
»Ikke en eneste af dem bærer mundbind. Og det er netop regeringens restriktioner, som de blandt andet demonstrerer imod: En mand med en megafon siger netop nu, at Mette Frederiksen er ude på at lukke os ned.«