Politiet i Nordsjælland har fredag gang i det, der kan ligne en større efterforskning i Frederikssundsområdet.

Tidligere fredag kunne B.T. beskrive, hvordan der arbejdes i haven til Thomas Gotthard og Maria From Jakobsens hjem. Men det er umiddelbart ikke det eneste sted, politiet har gang i efterforskningen.

Således har politiet ifølge B.T.s oplysninger også været i gang med at afspærre en grund i Hagerup nær Sundbylille – ikke langt fra Frederikssund.

B.T.s mand i området har været ude og se grunden, som politiet nu har spærret af.

Han fortæller, at politiet har været grunden ved Hagerup nogle gange i løbet af fredagen, men nu er de kørt igen.

»Politiet har været her et par gange. De er kørt direkte fra Thomas Gotthard og Maria From Jakobsens hjem et par gange og tilbage,« fortæller B.T.s mand.

Stedet, der er spærret af, er en slags fritidsgrund med et par mindre boliger. På grunden er der også flere træer, marker og våd-områder.

»Der er tale om et ret stort område. Det er meget øde,« siger B.T.s mand på stedet.

Efter præstens påvisning blev en større og meget øde sommerhusgrund på næsten 10.000 kvadratmeter på Hagerupvej nær den lille by Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund genstand for tekniske undersøgelser 3. juni.
Efter præstens påvisning blev en større og meget øde sommerhusgrund på næsten 10.000 kvadratmeter på Hagerupvej nær den lille by Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund genstand for tekniske undersøgelser 3. juni. Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

Om den afspærrede grund har forbindelse til det formodede drab på Maria From Jakobsen, står ikke klart.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra såvel forsvareren i sagen som Nordsjællands Politi, men det har endnu ikke været muligt.

Sognepræsten Thomas Gotthard er tiltalt for drab på sin egen hustru, Maria From Jakobsen.

Af anklageskriftet mod Thomas Gotthard fremgår det, at han den 26. oktober 2020 i løbet af præcis 81 minutter mellem klokken 08.24 og 09.45 ifølge politiet på endnu ukendt vis dræbte Maria From Jakobsen i Frederikssund eller omegn.

Efterfølgende skal han angiveligt have skaffet sig af med liget et ukendt sted og på ukendt vis.

Præsten har pure afvist alle anklager. Han blev anholdt og sigtet for drabet på sin hustru, som han har to børn med, 15. november – knap to uger efter hun i første omgang blev meldt savnet.