Østjyllands Politi er mandag eftermiddag rykket ud til området omkring Skt. Pauls Kirke i det centrale Aarhus.

Det oplyser politiet på Twitter, der efterfølgende har meldt ud, at man igen har forladt stedet. En gade er blev afspærret i forbindelse med aktionen.

'Vi har nu ophævet afspærringen af Montanagade i det centrale Århus. Vi har løst en opgave, hvor vi har sikret tryghed, sikkerhed, fred og orden,' skriver politiet.

Man har anholdt en person i fobindelse med episoden. Vedkommende befinder sig på Politigaarden i Aarhus, da han indgår i den videre efterforskning.

Ifølge Århus Stiftstidende havde politiet spærret af ved Ingerslevs Boulevard, Odensegade og Montanagade.

En af avisens journalister, som bor bag afspærringen, havde midt på eftermiddagen fået besked på, at det ikke er muligt at komme hjem på daværende tispunkt.

Der var også ambulance, en lægeambulance samt et rugbrød med fire-fem kampklædte betjente på stedet. Det skriver Århus Stiftstidende.

/ritzau/