Onsdag aften afspærrede politiet et område ved Stejlbjergvej i Kolding efter at have modtaget en anmeldelse om »alvorlig kriminalitet«.
Nu er der nyt i sagen.
På X oplyser Sydøstjyllands Politi, at der var tale om knivstikkeri.
»En 24-årig mand havde pådraget sig skader i maveregionen efter knivstik i området i eller omkring Stejlbjerganlægget i Kolding,« skriver politikredsen.
»Manden blev kørt til undersøgelse på sygehuset, men blev efterfølgende udskrevet,« tilføjer Sydøstjyllands Politi.
Der skulle ifølge politiet være tale om et isoleret forhold.
Politiet modtog anmeldelsen onsdag klokken 17.48 og vil gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget usædvanligt i området ved Stejlbjerganlægget i Kolding omkring det tidspunkt.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.
