Sent mandag aften blev et område i den nordsjællandske by Ålsgårde afspærret af politiet.

Det skyldtes de voldsomme begivenheder, der kort forinden havde udspillet sig på åben gade.

Mens en 52-årig mand kom gående ad Omgangen i Ålsgårde, blev han pludselig og tilsyneladende helt umotiveret overfaldet af mindst to gerningsmænd, som han ikke kendte.

»Vi betragter det som en voldssag,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Christian Illum.

»Han har pådraget sig nogle mindre skader, men der var ikke behov for en ambulance. Den forurettede tog selv på skadestuen,« fortsætter han.

Motivet bag overfaldet på åben gade er endnu uvist.

Det gik så hurtigt, at den forurettede ikke nåede at få et signalement af gerningsmændene. Han var heller ikke sikker på, hvor mange der overfaldt ham, men forklarede til politiet, at det mindst var to personer.

Overfaldet blev anmeldt mandag aften klokken 22.36.

Gerningsmændene var stukket af, da politiet ankom.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner eller beboere på Omgangen i Ålsgårde, som kan have videoovervågningsbilleder af episoden.

Afspærringerne er ophævet, og politiets arbejde på stedet er afsluttet.