Chefredaktør og journalist på Ekstra Bladet vidner i Østre Landsret i sag mod Politikens chefredaktør.

Det var Ekstra Bladets chefredaktør, som to betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi spurgte efter, da de en tidlig morgen i oktober 2016 ville aflevere et retligt forbud mod at offentliggøre en bog om PET.

Det kommer frem under vidneafhøringer tirsdag i Østre Landsret.

Her er Politikens chefredaktør og JP/Politikens Hus under anklage for at have trodset forbuddet. Politiken trykte hele bogen - "Syv år for PET - som et særtillæg i søndagsudgaven 9. oktober.

I en privat straffesag kræver PET, at chefredaktør Christian Jensen straffes med fængsel, og at mediekoncernen idømmes en bøde.

Chefredaktøren vil frifindes. Han forsvarer sig med, at han troede, at kendelsen om forbud afsagt af en dommer i Københavns Byret ikke omfattede ham og hans avis.

Dommerens kendelse om forbud var rettet mod JP/Politikens Hus. Efter et natligt retsmøde på bare 20 minutter var afgørelsen klar 8. oktober klokken 02.10.

Derefter skulle forbuddet forkyndes. Men Københavns Politi meldte pas. Man havde ikke ressourcer.

Derfor ringede PET's bagvagt til Midt- og Vestsjællands Politi. Her sagde man ja til opgaven. To betjente kørte til København og hentede papirerne i byretten. De fortsatte mod Rådhuspladsen, hvor de først henvendte sig til portvagten i bladhuset, men uden held.

Det gik bedre, da journalist Christina Ehrenskjöld lidt før klokken seks kom kørende på sin ladcykel. Hun skulle møde på arbejde på Ekstra Bladet.

- To betjente passer mig op. De spørger, om jeg er ansat på Ekstra Bladet. De siger, jeg skal tage imod noget, forklarer hun som vidne i landsretten. I første omgang sagde hun nej.

- Så spørger de mig, om jeg ved, hvor Poul Madsen bor. Men jeg vil ikke udlevere hans privatadresse, siger journalisten.

Det endte dog med, at hun overgav sig og modtog forkyndelsen om forbud. Et par timer senere fik Ekstra Bladets chefredaktør besked.

- Min oplevelse er, at forbuddet er rettet imod mig, forklarer Poul Madsen de tre dommere i landsretten. Han adlød. På hjemmesiden fjernede han to artikler som følge af dommerens forbud.

De to vidner er indkaldt af Politikens advokat. Og deres forklaringer flugter da også umiddelbart med udsagnet fra Politikens chefredaktør om, at han mente, at forbuddet var rettet mod Ekstra Bladet.

Straffesagen blev i første omgang behandlet af Københavns Byret. Det blev til en bøde på 100.000 kroner til JP/Politikens Hus og en bøde på 50.000 kroner til chefredaktør Christian Jensen i januar sidste år.

I landsretten ønsker PET en langt hårdere sanktion. Derimod beder Jensen og bladhuset som nævnt om frifindelse. Næste retsmøde er torsdag.

/ritzau/