For borgere i Varde Kommune, der har lagt rudekuverterne fra sig uden at læse eller besvare dem, er det måske en god idé at ændre adfærd.
For Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om, at borgere, der ikke reagerer på henvendelser fra Fogedretten, snart risikerer at blive opsøgt af politiet, anholdt og bragt til Fogedretten.
Det sker i en pressemeddelelse, hvor politikommissær Claus Maigaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi kraftigt opfordrer borgerne til at vende tilbage på myndighedernes henvendelser.
»Vi håber, at borgerne hurtigst muligt selv møder i Fogedretten, så de undgår, at vi kommer og anholder dem enten hjemme eller på deres arbejdsplads,« siger politikommissæren.
Videre oplyser politikredsen i pressemeddelelsen, at borgere, der har udestående med fogedretten, kan møde op i retten på Dokken 1 i Esbjerg på fredage mellem klokken 9 og 12.
For nylig anholdt politiet 24 personer under en tilsvarende aktion i Haderslev og Vejen, oplyser politiet.
