Lyt til artiklen

De gør det oftest bare for at være venlige. For at hjælpe.

Men midt i godheden begår de uforvarende en kriminel handling. De medvirker til alvorlig økonomisk kriminalitet og risikerer pludselig en plet på straffeattesten.

Derfor kommer Nordjyllands Politi nu med en advarsel til dem. Til de unge mennesker i nattelivet. I øjeblikket er det nemlig særligt dem, som ender som muldyr i andres lyssky foretagender.

»Lad ikke andre bruge din telefon i nattelivet,« lyder det. Nok er advarslen simpel, men konsekvenserne ved ikke at lytte til den kan være både bødestraf og fængsel.

Sagen er, at Nordjyllands Politi den seneste tid har set svindlere benytte sig af en ny fremgangsmetode for at skrabe penge til sig selv.

»Det nye, vi nu ser, er, at det foregår i nattelivet, hvor udspekulerede kriminelle udnytter folks beruselse til at låne deres mobiltelefoner og på den måde involverer dem i hvidvask,« forklarer politikommissær Simon Hjorth Jacobsen, der leder politiets forebyggelsessektion i Aalborg, i en pressemeddelelse.

Konkret kan svindlen foregå ved, at en svindler henvender sig til et ungt menneske og beder pågældende hæve penge mod at få et beløb overført til sin konto via MobilePay.

Og dermed gør den godtroende unge sig skyldig i medvirken til hvidvask.

Det er ifølge politiet også set, at svindleren låner muldyrets telefon og overfører et langt større beløb end aftalt til en medsammensvoren.

Den medsammensvorne person overfører så igen pengene til en tredje person, som har til opgave at hæve pengene og derefter melde dankortet stjålet.

Hvor mange af den type sager, Nordjyllands Politi i øjeblikket kigger på, kan politikommissæren ikke sætte et præcist tal på. Men fremgangsmåden breder sig, lyder det.

»Jeg ved fra vores kontakt med de unge og med efterforskerne, der arbejder med it-relateret økonomisk kriminalitet her i Nordjyllands Politi, at det her er en tendens. Derfor er vi meget opmærksomme på det, og vi vil gerne sikre os, at de unge og deres forældre også er bevidste om det,« siger Simon Hjorth Jacobsen.

Derfor kommer han med følgende råd:

  • Lad ikke fremmede bruge din telefon.
  • Lad aldrig andre bruge din konto til at overføre, hæve eller indsætte penge.
  • Sig nej til fremmede, som beder om nemme tjenester, eventuelt mod betaling. Bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du skal nå en aftale, eller at du ikke har dit betalingskort på dig.