En 75-årig kvinde er blevet udsat for det, som politiet omtaler som ældresnyd, og i den forbindelse advarer politiet imod, at man udleverer sine personlige oplysninger.

Ved den konkrete episode kontaktede kvinden politiet mandag sidst på eftermiddagen og forklarede, at hun godt halvanden time tidligere var blevet telefonisk kontaktet af en kvinde, som udgav sig for at være fra en bank. 

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Kvinden i telefon fortalte den 75-årige, at hendes konto var blevet hacket og aftalte, at den 75-årige skulle aflevere sit dankort og kode i en kuvert, som så ville blive afhentet af en medarbejder fra banken. 

Under samtalen kom en mand til den 75-åriges adresse og fik udleveret kort og kode, hvorefter der blev hævet penge fra den 75-åriges konto.

Manden, som mødte op på den 75-årige kvindes adresse beskrives som udenlandsk af udseende, 23-27 år, 180 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden med kort sort hår.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. 

Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

Lyt til B.T.s podcast om blå blink og kriminalitet her: