Syd- & Sønderjyllands Politi efterlyser, med billede, den 26-årige Ali Al-Habeeb, som sættes i forbindelse med en sag om vold begået på Sydals den 13. januar 2026.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Han er mistænkt for kvalificeret vold ved – i forening med flere – at have stukket en 30-årig mand med en kniv. 

Knivstikkeriet skete på en landejendom på Sydals.

Ali Al-Habeeb beskrives som: 172 cm høj, kraftig af bygning, har rødbrunt hår og rødt fuldskæg.

Han vurderes ikke umiddelbart at være farlig for andre, men man skal ikke selv rette henvendelse.

Ser man ham, skal man i stedet straks kontakte politiet på 1-1-2.

Politiet ønsker også at komme i kontakt med borgere, som har set ham tidligere eller i øvrigt har oplysninger om Ali Al-Habeeb eller hans færden. 

Her skal man kontakte politiets servicecenter med oplysningerne på tlf. 1-1-4.