Snart banker sommerferien på døren, og det betyder for mange en tur i sommerhus eller måske en ferielejlighed i en storby et sted i Europa.

Og det ved svindlerne godt. Derfor advarer Rigspolitiet nu mod en smart finte, som lokker dine penge ud af dig.

'Vi oplever lige for tiden, at flere borgere bliver snydt i jagten på en feriebolig,' skriver Rigspolitiet på Facebook og forsætter:

'Det er borgere, der efterlyser en feriebolig på et samhandelssite eller Facebook, hvorefter de bliver kontaktet og ledt videre til en falsk side, der ligner Airbnb’s hjemmeside.'

Siden beder dig om at betale for boligen ved at overføre penge til en udenlandsk side.

Og det er her, dine alarmklokker bør ringe.

Det ville Airbnb nemlig aldrig bede om. Derimod vil du altid skulle betale gennem Airbnbs egen side, da det sikrer, at dine penge kommer frem til udlejeren, som er blevet verificeret.

For at sikre dig mod svindlen kommer politiet med tre gode råd:

  • Undgå at lave opslag på de sociale medier eller samhandelssites, hvor du efterlyser en feriebolig. Du risikerer at lokke en svindler til at kontakte dig.
  • Undgå at klikke på et tilsendt link. Hvis du skal leje en bolig via Airbnb, skal du indtaste Airbnbs hjemmeside i din browser og derigennem tilgå boligen. På den måde kan du også undersøge, om boligen er på markedet.
  • Kig efter hjemmesidens sikkerhedscertifikat – den lille hængelås i url'en.