Pas på, at dit barn af hjælpsomhed ikke pludselig kommer til at begå hvidvask for kriminelle.
Sådan lyder advarslen fra politiet efter en konkret sag i Sønderjylland.
Her kom en ung mand til at fungere som såkaldt muldyr for kriminelle, fordi han havde stillet sin konto til rådighed.
Det viste sig at være i forhold til hvidvask af illegalt erhvervede penge, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der derfor opfordrer forældrene til at være opmærksomme på deres børns adfærd med hensyn til MobilePay.
'Opfordringen kommer efter den foreløbig første sag i politikredsen i år, hvor en ung mand – bevidst eller ubevist – har stillet sin konto til rådighed og dermed er kommet til at fungere som såkaldt muldyr i forbindelse med hvidvask af illegalt erhvervede penge,' oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hændelsesforløbet kendes også fra andre politikredse. Og muldyrene gør det muligt for kriminelle at sløre overførsler af beløb i forbindelse med bedrageri på nettet – og i sidste ende at få pengene udbetalt.
Det gælder for eksempel sager, hvor en borger har fået franarret sine bankkonto- og NemID-oplysninger, og hvor der derefter bliver hævet store beløb.
Muldyrene står som modtagere af pengene, som de så hæver kontant til de kriminelle.
Vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion fremhæver, at større børn samt unge kan risikere at blive muldyr, selvom de tror, at de blot gør en god gerning for andre. Det viser sager fra andre politikredse.
»Der er ingen tvivl om, at nogle unge har handlet i god tro. De er i nattelivet blevet kontaktet af en person, der har fortalt, at vedkommende har glemt sit dankort. Man aftaler så, at vedkommende overfører et beløb til den unges MobilePay, hvorefter den unge hæver for personen i en dankortautomat. Og som tak får man et mindre beløb for sin ulejlighed,« forklarer vicepolitiinspektøren.
»Det lyder ganske uskyldigt og hjælpsomt. Men den unge har nu gjort sig skyldig i hvidvask, hvor strafferammen typisk er op til halvandet års fængsel. Og vedkommende risikerer en plet på straffeattesten. Så vi opfordrer kraftigt til, at man er kritisk, hvis man får sådanne henvendelser, og at forældrene også er opmærksomme på, at situationen kan opstå,« tilføjer Christian Østergård.
Politiet opfordrer konkret forældrene til at aftale med deres pengeinstitut, hvor store beløb der kan hæves på deres børns MobilePay ad gangen.
Et muldyr kan eksempelvis hjælpe kriminelle ved at hæve kontanter i en hæveautomat, efter at svindleren har overført penge til den unge – for eksempel gennem et stjålet betalingskort.
Men det kan også blot være ved at stille sin konto til rådighed og dermed hjælpe svindleren med at overføre penge, som ikke tilhører svindleren. Eller at man låner sit NemID ud til at foretage en transaktion.

