Måske er du en af de mange danskere, som de seneste dage har set et større beløb feriepenge tikke ind på din konto. Eller også er du en af dem, som venter på dem i spænding.

Men når de først er der, så skal du måske tænke dig lidt ekstra grundigt om. Svindlere er nemlig ude efter dem.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I det medfølgende tweet om den potentielle svindel kan man blandt andet læse:

'It-kriminelle ser også frem til DINE feriepenge! Desværre er der svindlere, som vil prøve at udnytte situationen til at franarre DIG personlige oplysninger.'

I pressemeddelelsen kan man læse en række god råd til, hvordan man kan sikre sig mod personer, som vil forsøge at franarre dig dine penge.

Ofte vil det ske i form af 'phishing', hvor svindlerne forsøger at få dine oplysninger ud af dig. Det kan være via mail, sms, ved et opkald eller sågar på en falsk hjemmeside.

Man skal derfor sikre sig, at man ikke videregiver sine oplysninger til folk eller steder, man ikke er helt tryg ved.

Specielt hvis man bliver kontaktet uopfordret, skal der lyde en alarmklokke, skriver politiet.

'Ofte kontakter svindleren folk uopfordret og udgiver sig for at være fra banken, Udbetaling Danmark, politiet eller andre myndigheder eller virksomheder.'

Hvis det sker, skal man ikke oplyse sine private informationer, lyder rådet. NemID med dertilhørende kode og login skal man aldrig videregive. Det samme bør man heller ikke med cpr-nummer. Specielt ikke uopfordret.

Et andet råd lyder, at man selv bør gå ind på eksempelvis borger.dk's hjemmeside. Ikke finde frem til den via links i mail, man har modtaget.

Og så skal man ikke stole på mail, sms'er eller andet, som man modtager. Og det gælder, uanset hvor realistisk det ser ud. Det samme gør sig gældende med telefonnumre, som svindlere kan ændre, så de ser mere 'ægte' ud.

Politiet har samlet en række gode råd, hvis man vil sikre sig mod svindlere samt til, hvad man skal gøre, hvis uheldet alligevel er ude.

De kan findes her.