Politiet advarer om risiko for sundhedsskadelig røg ved gårdbrand
Borgere nær Tuse Byvej ved Holbæk opfordres til at gå indenfor og lukke døre, vinduer og ventilation.
Borgere nær Tuse Byvej ved Holbæk opfordres til at gå indenfor og lukke døre, vinduer og ventilation.
Midt- og Vestsjællands Politi er til stede ved en større brand på en firlænget gård på Tuse Byvej ved Holbæk.
Der er kraftig røgudvikling, og den kan være sundhedsskadelig, advarer politiet på meddelelsestjenesten Politi Update tirsdag aften.
Borgere i området opfordres til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.
- Sluk desuden for eventuel ventilation, aircondition og andre anlæg, der trækker luft ind udefra, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Vagtchefen understreger i opslaget, at borgere skal følge politiets og beredskabets anvisninger og undgå at opholde sig unødigt udendørs i området og at holde afstand til brandstedet.
Til Ritzau oplyser vagtchefen, at der er en "anseelig mængde" mandskab til stede - både politi, beredskab og redning.
- Det kommer til at tage noget tid at få styr på det.
Der er ikke oplysninger om, hvorvidt der var personer på gården, da branden brød ud.
RITZAU