Du skal IKKE tage et billede af dit NemID og sende det til nogen.

Sådan lyder den korte og klare besked fra Sydjyllands Politi, hvor man har set flere eksempler på fup-sms'er fra nogle, der giver sig ud for at være fra sundhedsmyndighederne.

Fup-sms'er og fup-mails er ikke noget nyt fænomen, men de digitale kriminelle forsøger hele tiden nye veje for at snyde dig.

Denne gang er det netsvindlere, der forsøger at få dig til at tage et billede af dit NemID og sende det til dem.

Bagmændene sender sms'erne fra coronavirusprover.net, men det er et stort fupnummer, advarer politiet.

»Der er igen Fup Sms'er i omløb,' lyder det på Twitter fra Sydjyllands Politi, som tilføjer:

»Gør ikke det. Myndighederne beder IKKE folk om sådan noget.«

Du kan læse mere om, hvordan du sikrer dig mod kriminalitet online på app'en Mit digitale selvforsvar.