Mand i Odder fik opkald fra Jonas, der ringede fra et officielt politinummer. Men det var fup.

Svindlere har i flere tilfælde udgivet sig for at være fra politiet, når de ringer op til folk og beder om personlige oplysninger.

Det oplyser Østjyllands Politi onsdag i den offentlige døgnrapport, hvor der gives et frisk eksempel på fidusen.

Her blev en 52-årig mand fra Odder tirsdag ringet op af en mand, der i telefonen præsenterede sig som Jonas og som betjent. Han forsøgte at gøre henvendelsen mere troværdig ved at ringe fra et nummer, der tilhører Midt- og Vestjyllands Politi, nemlig 96 14 14 48.

Historien var, at politiet havde opdaget, at nogen havde forsøgt at optage et lån på 90.000 kroner i Odder-borgerens navn hos Santander Bank. Den falske betjent bad om borgerens cpr-nummer i forbindelse med håndteringen af sagen.

Manden i Odder troede ikke på, hvad han hørte, og ringede derefter til det virkelige politi, oplyser Østjyllands Politi.

Også andre svindlere har forsøgt at overbevise ofrene ved tilsyneladende at ringe fra et af politiets rigtige telefonnumre.

Østjyllands Politi opfordrer folk, der er i tvivl, om at bede om betjentens navn og afdeling, og derefter at foretage et returopkald.

I andre sager har gerningsmænd udgivet sig for at ringe fra Skat, Nets eller banken, når de over telefonen har forsøgt at få fat i personlige oplysninger.

Fænomenet med forsøg på svindel over telefonen kaldes af fagfolk vishing. Phishing dækker over forsøg via mail, mens kontakter via sms betegnes som smishing.

/ritzau/