Lyt til artiklen

Der kan være en bedrager på fri fod i det sønderjyske.

En mulig bedrager, som forsøger at sælge asfalt.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse efter flere borgere har henvendt sig.

»Hvis man har mistanke om, at man er blevet udsat for bedrageri, så opfordrer vi til, at man straks ringer til os på 1-1-4,« siger politikommissær Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Onsdag og torsdag hørte politiet fra flere borgere i de sønderjyske byer Vejen, Haderslev, Christiansfeld og Vojens, at en engelsktalende mand i arbejdstøj forsøgte at sælge dem asfalt.

»Man skal ikke blive utryg på den baggrund, men bare takke nej til tilbuddet og efterfølgende ringe til os. Ser man et køretøj, må man meget gerne notere registreringsnummeret og give det til os,« siger Dennis Holst.

Man skal derfor ikke give sig i kast med at tilbageholde manden.

Man skal i stedet for bare kontakte politiet på 1-1-4.